Oversigt over de forskellige typer energimærke

Godt energimærke giver højere salgspris

Skal du sælge din bolig, så kan et godt energimærke sikre dig en højere salgspris

Når boligkøbet skal i hus, kigger køberne i stigende grad efter, om ejendommen har de bedste energimærker A, B eller C. Politiken skriver 13. januar 2015, at den lovpligtige energimærkning er blevet et salgsargument i kampen om boligkøberne, og at de energislugende boliger sælges til en markant lavere pris end ejendomme med tidssvarende energimærker.

Formålet med energimærkningsordningen er at synliggøre bygningens energiforbrug, og at vise hvilke tiltag ejendommens ejer kan tage for at spare på energien.

Når den certificerede energikonsulent udarbejder sin energimærknings-rapport for en bygning, vurderer konsulenten ejendommens energimæssige tilstand og giver bygningen et energimærke på en skala, som går fra A2020, A2015, A2010, B, C til G, hvor A2020 udtrykker høj energieffektivitet og G lav effektivitet. Herudover giver energikonsulenten konkrete forslag til at spare på energien til fordel for både pengepungen og miljøet.

Boligkøberne har taget energimærke-ordningen til sig, og de gode energimærker driver kvadratmeter-prisen op, når købsaftalerne bliver indgået. I ejendomsmæglerkæden Home er det øgede fokus på energi-forbruget også blevet bemærket, og i kædens mæglerpanel mener:

96 procent af mæglerne, at boligkøberne har fået øget fokus på boligens energiforbrug, og 6 ud af 10 af mæglerne vurderer, at boligkøbernes fokus på energimærker er markant øget.

Med et godt energimærke er der både penge at spare, når energi-regningerne skal betales, mens boligejeren også kan glæde sig over at sænke udslip af blandt andet CO2 med et lavere energiforbrug.

For boligøkonomen Morten Skak fra Syddansk Universitet er det derfor naturligt, at boligejerne er villige til at betale en merpris for en ejendom med et godt energimærke.

Da Kenneth Sommer skulle købe sit hus, var det netop overvejelser omkring lavere energiudgifter samt et ønske om at efterlade en mere miljøvenlig verden til sine børn, som fik ham til at vælge en ejendom med et godt energimærke, fortæller han til Politiken:

Jeg vil gerne efterlade en bedre og renere verden til mine to sønner. Så de energivenlige investeringer, jeg betaler ekstra for, er en investering i deres fremtid.

Få et tilbud på energimærkning af din bolig